Nefco finansierer opskaleringen af Donkey Republics delecykelservice

Et nyt lån fra Nefco, kombineret med finansiering fra Sydbank og Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO), skal styrke den danske delecykelvirksomheds fortsatte vækst i europæiske byer.

Nefco – the Nordic Green Bank – har indgået en låneaftale på 47 mio. kroner (6,3 mio. euro) med danske Donkey Republic Bike ApS, som er markedslederen på det europæiske marked for delecykelservices. Nefcos lån er en del af en gældsfacilitet på i alt 61 mio. kroner (omkring 8,2 mio. euro). De øvrige långivere er Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) og Sydbank, en af Danmarks ledende erhvervsbanker.

Lånet fra Nefco er det andet i rækken. Nefco lånte i 2022 5 mio. euro til Donkey Republic til udvidelsen af virksomhedens delecykelservices i Europa. Den nye finansiering erstatter Nefcos tidligere lån og skal bruges til nye vækstinitiativer.

– Vi er rigtig glade for at fortsætte vores partnerskab med Donkey Republic. De har en meget skalerbar forretningsmodel, som bidrager til den cirkulære økonomi. Donkey Republic har en væsentlig positiv effekt på miljøet, hvilket falder godt i tråd med Nefcos ambitioner som grønt finansieringsinstitut. Vi er glade for at kunne støtte virksomhedens fortsatte vækst og accelerere opskaleringen af deres delecykelservice, siger Søren Berg Rasmussen, Investment Manager hos Nefco.

Finansieringen baner vejen for en række strategiske investeringer, primært med henblik på at udvide Donkey Republics cykelflåde i 2025. Finansieringen gør det også muligt for virksomheden at refinansiere eksisterende gæld på forbedrede vilkår.

– Vi er meget tilfredse med at sikre finansiering i denne størrelsesorden fra et konsortium af stærke finansieringspartnere. Sammen med vores egenkapital sikrer gældsfaciliteten os den nødvendige finansielle fleksibilitet for at forfølge vores ambitiøse vækstplaner, siger Christian Dufft, CFO hos Donkey Republic.

Donkey Republics administrerende direktør, Niels Henrik Rasmussen, tilføjer:

– Konsortiet af finansielle aktører matcher virksomhedens bæredygtige profil og markedsvækst og cementerer vores positionering for bæredygtig succes.

Dele- og lavemissionstransportmidler bidrager til mindre udledning af klimagasser. Delecykler, som anvendes som transportmiddel på de første og sidste kilometer, og som derved erstatter behovet for fossildreven transport i byerne, reducerer både CO2-udledning og luftforurening og giver et grønnere miljø centralt i byerne. Donkey Republic reducerede i 2023 udledningen af CO2 med omkring 528 tons.

Donkey Republic er en datadreven teknologivirksomhed, grundlagt i 2014, som udbyder delecykler og pålidelige delecykelservices til byer og deres borgere. Virksomheden er nu til stede i 55 byer i syv lande. Donkey Republic betjener primært markedet for mikromobilitet (afstande på 0-5 km), mens virksomhedens elcykelflåde også dækker markedet for mellemdistancer (afstande på 5-10 km).

For yderligere information, kontakt:

Søren Berg Rasmussen, Investment Manager, Nefco
+358 10 6180 674, soren.rasmussen@nefco.int

Niels Henrik Rasmussen, CEO, Donkey Republic
investor@donkeyrepublic.com

Om Donkey Republic

Donkey Republic er en dansk formålsdrevet impact-virksomhed i mikromobilitetsindustrien, grundlagt i 2014. Donkey Republic tilbyder fleksibel, økonomisk og bæredygtig transport til borgerne i partnerskab med en lang række byer. Donkey Republic er børsnoteret på vækstmarkedet Nasdaq First North. Virksomheden blev børsnoteret i 2021 for at få investorer om bord, understøtte virksomhedens vækst og ekspansion på det europæiske marked og styrke og udvikle markedspositionen på den europæiske mikromobilitetsscene. Tusindvis af Donkey cykler er allerede i brug i hele Europa. Donkey Republics målsætning er at sikre yderligere vækst og opnå visionen om bedre livskvalitet i byerne gennem ansvarlig cykeldeling.


Subscribe to our newsletter

Our digital newsletter is being published 4-6 times a year. To stay updated on our projects and activities, sign up here.