Beyond the Grid Fund for Africa indgår de første aftaler med udbydere af decentral solenergi i Uganda

Med støtte fra Danmark og Sverige har Beyond the Grid Fund for Africa (BGFA) underskrevet de første projektaftaler for at udvide anvendelsen af private solcelleanlæg i Uganda. Finansieringen er resultatbaseret og går til at sikre bedre adgang til energi i Ugandas landdistrikter og bynære områder.

Aftalerne med d.light Design Uganda og ENGIE Energy Access Uganda har en samlet værdi på omkring 5,2 mio. euro. De baner vejen for installering af op mod 370.000 nye energiforbindelser, som vil gavne omkring 1,8 millioner mennesker.

d.light er en lokal solenergidistributør i Uganda, stiftet i 2016 som et datterselskab af d.light-gruppen. Virksomheden leverer stabil strømforsyning gennem solenergiløsninger, som betales efter pay-as-you-go princippet. Virksomheden har solgt over 25 millioner produkter, inklusive solcellelanterner, private solcelleanlæg, TV, radioer og smartphones. d.light har nu planer om at distribuere 200.000 decentrale solcelleanlæg til lave priser i Uganda og samtidig udvide sit distributørnetværk til nye områder i landet.

– Vores 2030 målsætning er, at vores bæredygtige produkter skal være med til at forvandle livet for en milliard mennesker. Derfor er vi meget tilfredse med at kunne samarbejde med BGFA om udvidelsen af vores aktiviteter i Uganda. Finansieringen gør det muligt for os hurtigere at opskalere adgangen til energi i Ugandas landdistrikter, hvilket vil komme en million mennesker til gode, siger Nick Imudia administrerende direktør i d.light.

– Vi er glade for at kunne styrke d.lights indsats for bedre adgang til decentral solenergi. BGFAs resultatbaserede finansiering gør, at projektet kan give et markant løft i livskvaliteten for befolkningen i Ugandas landdistrikter og bynære områder, siger Aliona Fomenco, Investment Manager hos Nefco.

ENGIE Energy Access Uganda (tidligere Fenix International) blev etableret i 2013 som et datterselskab af det franske moderselskab ENGIE. ENGIE Energy Access Uganda har solgt over 700.000 private solcelleanlæg i Uganda, som leverer stabil grøn strøm til belysning, telefoner, radio og tv. Virksomheden planlægger en opskalering af sine aktiviteter med etableringen og salg af omkring 170.000 nye decentrale solcellesystemer og tilhørende energiabonnementer til kunder i Ugandas landdistrikter og bynære områder. Finansieringen fra BGFA sætter yderligere fart på virksomhedens ekspansion.

„Vi er stolte af at kunne indgå et partnerskab med BGFA over de næste fire år og forbedre livskvaliteten for mere en 800.000 mennesker med vores entry-level solcelleanlæg. Med vores digitale løsninger og den udbredte brug af mobilbetaling i de afrikanske lande syd for Sahara, kan vi give kunderne adgang til vores energiprodukter på afbetaling, som er mere overkommeligt økonomisk. Opbakningen fra impact investorer som BGFA er meget vigtig. Den gør det muligt for os at levere bæredygtig og vedvarende energi til nogle af de mest sårbare lokalsamfund og hjælpe dem bevæge sig op ad energistigen,” siger Gillian-Alexandre Huart, administrerende direktør i ENGIE Energy Access.

„Det er med stor tilfredshed, at vi fortsætter vores samarbejde med ENGIE Energy Access i det her nye projekt i Uganda. Vi ønsker at bakke op om deres ekspansion og opskaleringen af private solcelleanlæg på markedet. Målet er at etablere i nærheden af 170.000 nye energiforbindelser, som vil kunne bruges af omkring 830.000 mennesker, siger Kari Hämekoski, Senior Programme Manager hos Nefco.

De to projekter, som har fået finansiering fra BGFA, vil nedbringe prisen på decentrale energiløsninger i Uganda. På længere sigt vil de bidrage til nye jobs og bedre uddannelse og fremskynde overgangen til vedvarende energi. Udover de to projekter er Nefco nu gang med forhandlinger om flere aftaler, også med lokale virksomheder i Uganda. BGFA-ekspansionen i Uganda finansieres af Danmark og Sverige.

Beyond the Grid Fund for Africa har indtil videre indgået 13 projektaftaler; de to projekter i Uganda (BGFA3) og 11 projekter fra initiativets første finansieringsrunde i Burkina Faso, Liberia og Zambia (BGFA1). Yderligere forhandles der om flere projekter under både BGFA1 og BGFA3. Den seneste finansieringsrunde (BGFA4) blev lanceret i Den Demografiske Republik Congo i juni 2022. Ansøgningsprocessen er lige nået til anden fase, hvor alle godkendte ansøgere er blevet inviteret til at indsende deres endelige ansøgning.


For yderligere information, kontakt:
Aliona Fomenco, Investment Manager, Nefco
aliona.fomenco@nefco.int, +358 10 6180 647

Kari Hämekoski, Senior Programme Manager, Nefco
kari.hamekoski@nefco.int, +35810 618 0660

d.light Design Uganda, ENGIE Energy Access Uganda and BGFA signing event

Møde i Kampala med d.light Design Uganda, ENGIE Energy Access Uganda og Nefco. Fra venstre: Cynthia Natukunda og Ssuna Timothy (d.light Design Ugand), Tina Nyberg (Nefco), Marjolein Bommmerez og Beatrice Nabbanja (ENGIE Energy Access Uganda) Photo credits: Anders Arvidson (Sida)

Om d.light Design Uganda

d.light er en verdensledende virksomhed, som forbedrer adgangen til transformative energiprodukter til overkommelige priser for lavindkomstfamilier. d.light sikrer stabil strømforsyning gennem solenergiløsninger, som betales ved hjælp af digital pay-as-you-go teknologi. Virksomheden har solgt over 25 millioner produkter, inklusive solcellelanterner, private solcelleanlæg, TV, radio og smartphones. Virksomheden har en målsætning om at transformere livet for en milliard mennesker med sine bæredygtige produkter. Læs mere på www.dlight.com

Om ENGIE Energy Access

ENGIE Energy Access er en af de førende leverandører af pay-as-you-go (PAYGo) og mini-grid løsninger i Afrika. Missionen er at levere stabile og bæredygtige energiløsninger til lave priser, livsforvandlende energitjenester og enestående kundeoplevelser. Virksomheden er resultatet af en sammenlægning af Fenix International, ENGIE Mobisol og ENGIE PowerCorner. Den udvikler innovative decentrale solanlæg til private hjem, offentlige serviceleverandører og private virksomheder. Løsningerne giver både kunder og distributionspartnere adgang til billig grøn energi. PAYGo solcelleanlæggene kan finansieres med små afbetalinger, fra 0,19 dollar per dag. Mini-grid produkterne stimulerer økonomisk udvikling i samfundet ved at facilitere brug af strøm i produktion og skabe en lang række nye forretningsmuligheder for entreprenører i landdistrikter og yderområder. Læs mere på www.engie-energyaccess.com

Om BGFA

Beyond the Grid Fund for Africa er et internationalt multi-donor program, etableret og administreret af Nordic Environment Finance Corporation (Nefco). Nefco er et internationalt finansieringsinstitut i Helsinki i Finland, som fokuserer på investeringer i miljø og klima. BGFA implementeres i samarbejde med NIRAS og Renewable Energy and Energy Efficiency Partnership (REEEP). NIRAS er en udviklings- og ingeniørrådgivningsvirksomhed med hovedsæde i Danmark og afdelinger i flere end 25 lande i Europa, Afrika, Sydasien og Latinamerika. REEEP er et multilateralt internationalt partnerskab baseret i Wien, Østrig, som arbejder mod øget markedsbaseret anvendelse af vedvarende energi og energieffektive løsninger i udviklingslande.

BGFA, som i dag har en størrelse på omkring 127 mio. euro, blev etableret i 2019. Sverige tog initiativet til programmet gennem SIDA, den svenske styrelse for internationalt udviklingssamarbejde. Nefco har senere udviklet programmet til et internationalt multi-donor program. Sverige bidrager med 835 mio. svenske kroner (80 mio. euro) via de svenske ambassader i alle BGFAs modtagerlande. Danmark bidrager med 117,5 mio. kroner gennem Udenrigsministeriet til programmets aktiviteter i Uganda. Tyskland bidrager med 7,5 mio. euro til programmet i Zambia gennem den tyske udviklingsbank KfW. Norge bidrager gennem Norwegian Agency for Development Cooperation Norad med 200 millioner NOK (19 millioner EUR).


Subscribe to our newsletter

Our digital newsletter is being published 4-6 times a year. To stay updated on our projects and activities, sign up here.